Spring til indhold

Visbynet.dk

Søg
Close this search box.

“Visby – stafet for livet”-hold i 2024?

For en måneds tid siden deltog et hold fra Visby “Visby – for livet” i arrangementet Stafet For Livet, hvor der samles ind til Kræftens Bekæmpelse. Af de indsamlede midler går 20% til Kræftens Bekæmpelses aktiviteter i Tønder Kommune, som aktuelt blandt andet har tilbud om fysisk træning og psykologhjælp til kræftramte. Visby-holdet blev oprettet kun 2-3 uger før stafetten, så vi nåede ikke at indsamle så meget i år, men det blev dog til knap 6.000 kr. inkl. deltagergebyr.
Vil du være med på holdet i starten af september 2024 – eller vil du støtte holdet og sagen med donationer eller indsamlinger?
Tænk over det, til vi går i gang med den konkrete planlægning, eller begynd allerede nu at skaffe donationer.

Fotos fra vores deltagelse i Stafet For Livet 2023

Vi blev mange nok (15 voksne og 11 børn) til at danne et hold, der kunne holde stafetten i gang hele døgnet fra lørdag kl. 12 til søndag kl. 12, og det meste af tiden havde stafetholderen nogle at følges med fra holdet – også om natten. Nogle gik få ture, andre gik mange ture. I år var der ikke nogen officiel tur-tælling, så vi måtte selv sætte streger, hvis vi havde lyst. Familien Kruhl gik til sammen rigtig mange omgange, og det var der også andre, der gjorde.

Ind imellem kunne man deltage i et væld af aktiviteter, som i øvrigt var åbne for alle, uanset om man var med på et hold eller blot kom på besøg på pladsen. Vi stillede et hold til menneske-bordfodbold, vandt den første kamp og blev slået ud i 2. runde. Fire af os deltog i midnatsbanko kl. 0-1.30, hvor Karin Christensen havde mulighed for at vinde en af sine egne attraktive donationer (gavekort på flyvning og på landbrugsbesøg), men det gjorde hun nu ikke. Der var tilbud om ponyridning, yoga m.m., og mange hold havde tilrettelagt konkurrencer, salg af lækkerier eller andet som led i deres indsamling.

Stafetten er et arrangement, hvor man kan tale sammen om kræft, og som indeholder et par faste aktiviteter med fokus på kræft. Tidligere og nuværende kræftramte kan deltage som “fightere”, som går den første runde på banen. Lørdag aften afholdes lysceremoni, hvor alle lysposer med hilsener tændes og placeres rundt på pladsen, og der er taler og musik på pladsens “torv”.

Stafet For Livet i Tønder Kommune afholdes hvert år ved Skærbækcentret, hvor teltene stilles op på fodboldbanen og den korte rute gåes på cindersbanen. Det er et fantastisk sted til arrangementet. Området er afgrænset; der er masser af gratis legemuligheder til børnene; man kan gå i centret, hvis man vil have afveksling; der er afsat en smuk, lang rute rundt om Skærbæk Skole; man kan overnatte i Skærbækcentrets hytter, hvis man er tidligt nok ude; og så er tilrettelæggelsen bare meget nemmere for både arrangører og hold, når man kender området fra før.

Solvej er klar til at give stafetten videre. Vil du med?

Del på Facebook