Spring til indhold

Visbynet.dk

Søg
Close this search box.

Pizza-møde for byens børn og unge

Tirsdag aften deltog 18 børn i alderen 7-14 år og fem medfølgende voksne i pizza-møde om Multipladsen. Stor tak for jeres deltagelse og engagement!
Børnene nåede at blive godt sultne, før pizzaerne blev serveret, men der var rigeligt til alle, da der var købt ind til syv flere, end der kom. Før pizzaspisningen var børnene med en tur rundt på Multipladsen, og bagefter gav de deres input til en række emner. Sine og Alice, der var mødeledere, tager børnenes idéer med til henholdsvis Idrætsforeningens bestyrelse og Projektgruppe Multipladsen.

Børnene ser frem til at tage Multipladsen i brug. Man kan spille fodbold, håndbold, volleyball, basketball, hockey og badminton på multibanen. Uden for multibanen kan man spille bordtennis, klatre, hoppe i de små trampoliner, lave parkour eller man kan slappe af og hygge sig i hængekøjerne eller på nogle af de mange siddepladser. I den ene ende af Idrætsforeningens redskabsskur er der lavet et “lån og læg på plads”-rum, hvor man vil kunne finde alle de sportsrekvisitter, der skal bruges til Multipladsens aktiviteter.
Projektgruppen forventer, at pladsen er færdig inden for de kommende 14 dage, og herefter skal kommunen give en ibrugtagningstilladelse med kontrol af sikkerheden, før pladsen åbnes. Vi regner med, at den kan tages i brug før den officielle indvielse i forbindelse med Visby Byfest 5. august, så byen har en ny aktivitetsmulighed i børnenes skoleferie.

Lige nu hedder pladsen “Multipladsen”, men måske skal den hedde noget andet. Det bliver afgjort til indvielsen, hvor projektgruppen vil overrække en kurv fra Min Købmand til en person, der har foreslået det navn, der bliver valgt.  Flere af børnene skrev sedler med navneforslag til forslagskassen (der står hos Min Købmand til 23. juni).

Den officielle indvielse foregår lørdag 5. august kl. 10.30 – 11.00 mellem børnenes og de voksne ringridning. Børnene kom bl.a. med forslag om at pynte op i området; at alle klipper båndet, der indhegner pladsen; at der bliver skudt bolde op i luften. Efter den officielle indvielse er der aktiviteter på pladsen. De fleste forslag gik på fodboldkampe mellem hold af forskellig sammensætning. Det kan være kamp mod et hold fra en anden by, familiehold, gadehold, kamp mellem børn og gamle (over 25 år), hold man kan melde sig til på en seddel ved Min Købmand eller samle i løbet af byfesten.  Man kan lege og spille på hele pladsen, så der kan foregå flere ting på en gang.

Alle var indstillet på at hjælpe hinanden med, at det er rart for alle at være på pladsen. Hvis nogen gør noget, man ikke må, er man stadigvæk en god kammerat, selvom man fortæller det til en voksen. Vi skal hjælpe hinanden og snakke om tingene, hvis vi bliver uenige om noget. Alle skal kunne være på pladsen, og hvis der ikke er plads til at alle kan spille det, man gerne vil, på en gang, kan man aftale at skiftes. Vi hjælper hinanden med at holde øje, og vi putter affald i affaldsspandene, hvis der ligger noget og flyder. Dem, der kommer på sportspladsen, kan lige gå en tur rundt på Multipladsen og se, om alt er i orden. Der bliver ikke sat en masse skilte op med regler. Børnene spurgte, om man må bruge fodboldstøvler på multibanen – det må man ikke, og det er også bedre med almindelige sko eller sportssko.
Der bliver sat et skilt op på redskabsskuret med et telefonnummer, man kan skrive eller ringe til, hvis man opdager, at noget er i stykker, eller man kan lægge en seddel i “lån og læg på plads”-rummet.

Man må gerne tage kammerater med fra skolen eller andre byer. Hvis der kommer nogen, der vil ødelægge noget eller gør noget dumt, skal man sige det til en voksen.

De voksne deltagere på mødet syntes, det er en god idé at invitere til aktivitetsdage på pladsen en gang imellem, f.eks. en fredag eftermiddag eller søndag formiddag hver anden måned. Man kan lave aftale med en instruktør, der viser, hvordan man spiller basket, laver parkour eller en af de andre aktivitetsmuligheder, man kan afholde små turneringer eller blot spille, lege og hygge sig sammen.