Spring til indhold

Visbynet.dk

Søg
Close this search box.

Rikke var som hjem å Trøjborg

Torsdag aften bød Christian Degn velkommen til årets første forårskoncert i laden på Trøjborg Hovedgård, – selvfølgelig på hans modersmål: klingende sønderjysk i vores lokale dialekt. Aftenens hovednavn har gjort sig verdensberømt i Danmark ved at synge på sønderjysk, men godt nok på en dialekt ovre østfra. Dejlige Rikke Thomsen blev akkompagneret af sin makker fra musikkonservatoriet Peter Parmo, der har måttet supplere sit thybomål med sønderjysk, når han synger kor.

Rikke var på hjemmebane med et publikum, der forstod, hvad hun sagde, og som viste deres begejstring på den lidt afmålte måde, som man nu gør her i vores del af landet. En fantastisk koncertoplevelse med humoristiske fortællinger og smukke, ofte lidt melankolske og tankevækkende sangtekster fra hverdagslivet. Det er ikke sjov og ballade det hele, selvom Rikke har Elvis tatoveret på armen og sætter pris på sorte læderjakker.

Forud for koncerten havde en del af publikummet benyttet sig af muligheden for at bestille tapasanretning fra Fru Dax, og der var god tid til at nyde den ved de opstillede små borde.

Trøjborg har det hele til at blive et nyt, intimt og hjemligt koncertsted for hele landsdelen. Imødekommende og gæstfri værtsfolk (Rikke roste spegepølsen til morgenmaden og den hjemmelavede hvidkål til aftensmaden), hyggelige og historiske rammer, dygtig lydmand og mulighed for servering.
Næste koncert afholdes 20. april, hvor de tre lokale musikere Kasper Buch, Steffen Schultz og Mads Langelund optræder med 3 x 45 minutters musik. Billetter kan bestilles på tlf. 22 82 44 62 eller e-mail: signe_degn@hotmail.com.

Billeder fra koncerten med Rikke Thomsen:

Del på Facebook