Spring til indhold

Visbynet.dk

Søg
Close this search box.

500.000 fra Realdanias Underværker til Trosalta

I mandags mødte en lille flok frem for at deltage i fotosession ved Trosalta. Det var en bestilt opgave fra Realdanias kampagne Underværker, som gerne ville have nogle fejringsbilleder i anledning af, at Underværker støtter renoveringen af Trosalta med 500.000 kr. Det er der bestemt grund til at fejre, især når vi kun havde ansøgt om 300.000 kr. TUSIND TAK TIL REALDANIA OG UNDERVÆRKER!

 

Vi er et af 17 projekter, der får del i udmøntningen af 15 mio. kr. Læs om projekterne HER. Vores bevilling er betinget af, at vi får rådgivning af en arkitekt, og til det skal vi afsætte min. 10% af bevillingen. Renoveringen vil uden tvivl blive af højere kvalitet med faglig rådgivning, så det er fantastisk, at Underværker giver os denne mulighed, Det er Realdanias erfaring, at inddragelse af arkitekter fordyrer projekterne, så derfor får vi flere penge end dem, vi har søgt om. Tidligere har Tønder Kommune sparket projektet i gang med en bevilling på 150.000 kr. Vi mangler dog fortsat penge for at kunne realisere projektet, så vi håber på en positiv tilkendegivelse på ansøgningen til A. P. Møllers Støttefond.
I midten af juni skal repræsentanter for alle projekterne deltage i et orienteringsmøde, hvor Realdania vil informere om den videre proces, for ingen støtte uden betingelser. Vi kan bl.a. få rådgivning om valg af arkitekt. Efter mødet vil vi lægge en plan for processen og prikke de folk fra byen, som kan hjælpe projektet i gang. Senere håber vi at kunne etablere “Trosaltas venner”, som får til opgave at indrette huset, så det kan rumme de aktiviteter, der er beskrevet i projektet. Du kan gense projektbeskrivelsen på Underværkers hjemmeside.

Og tak til de ildsjæle, der i mange år har kæmpet for Pastor Møllers Have og Trosalta. Uden dem ville vi ikke have et hus at renovere. Især i 1980’erne og starten af 1990’erne blev der gjort en ihærdig indsats i forhold til den daværende Bredebro Kommune. Under forskellige betegnelser: Beboergruppen – Komitéen til bevarelse af Visby Park – Parkudvalget er det lykkedes at bevare både parken og huset med stor opbakning fra Visbys befolkning. Nogle af de navne, der går igen i de allerførste år er Jens Friis Styrk, Aksel Rahr, Bernhardt Christensen og Karin Windsløw Christensen, så særligt tak til dem, hvoraf nu kun Karin får mulighed for at se Trosalta genopstå. Mange er fulgt i deres fodspor, – men ingen nævnt – ingen glemt.

Del på Facebook