Spring til indhold

Visbynet.dk

Søg
Close this search box.

Stor tak – og farvel til Anne Marie præst

Kirken består, men præster kommer og går. Heldigvis fik vi glæde af vores præst i Visby, Anne Marie Baun, i mange år, men nu gik den ikke længere. Anne Marie blev ansat af de to menighedsråd i Emmerlev og Visby Sogne med start 1. december 2008, og med udgangen af april 2024 fratræder hun det nuværende Brede Pastorat med hele syv kirkesogne og to præster. I alle årene har Anne Marie og hendes hjælpende ægtefælle Peter boet i den smukke gamle Visby Præstegård. De første år sammen med deres børn, men de er nu alle fløjet fra reden og foreløbigt landet længere oppe i landet.

Anne Marie har været en utrolig vellidt præst. Derfor var der ikke uventet fuldt hus i Visby Forsamlingshus i dag, da pastoratets menighedsråd havde inviteret til afskedsreception. Andrea havde dækket op til 100 gæster med kaffe, boller, lagkage og småkager og måtte dække op til yderligere 16 – hvortil kommer gæster, der ankom efter kaffen.

Mange valgte at sende Anne Marie af sted med rosende omtale, der kom helt fra hjertet. Hun har sat markante og mindeværdige aftryk både som præst og forkynder, som kollega, som aktivt medlem af lokalsamfundet – og som menneske.  At Anne Marie i modsætning til Dronning Margrethe fortsat er cigaretryger, blev vist mest nævnt som en kuriositet.
Visby ønsker Anne Marie, Peter og resten af familien alt godt fremover og takker for de år, vi har haft sammen.

Fotos fra afskedsreceptionen:

Anne Marie har fået nyt embede ved kirkerne i Kjellerup (Hørup Kirke) og Levring, hvor hun møder sognets beboere til indsættelsesgudstjeneste 5. maj. Vi ønsker midtjyderne til lykke med deres nye præst. Velkomst til kirkerne i Kjellerup og Levring

Del på Facebook