Spring til indhold

Visbynet.dk

Søg
Close this search box.

Min Købmand byder velkommen

Lørdag hilste Min Købmand Visbys konfirmander til lykke med nye flag langs facaden. Endnu et godt initiativ som betyder, at man føler sig velkommen og har lyst til både at komme inden for og slå sig ned ved et af bordene uden for butikken.
Mandag bød Min Købmand på kaffe og lagkage serveret af Clara (bundene og øvrige ingredienser er fra butikken) i anledning af, at Thea går på folkepension og Maria er startet som ny medarbejder. Farvel og tak til Thea – og velkommen til Maria.

Clara, Thea og lagkage

Der skal mange personer til at holde butikken åben 12,5 time dagligt stort set hver eneste dag året rundt. Nogle er fast ansatte på heltid eller deltid. Nogle er løst ansatte. Og nogle er frivillige.
Du har uden tvivl mødt vores købmand Inge. Hun får hjælp af Charlotte, Maria, Anne, Mary, Conny og Leo, som er i faste ansættelser. Derudover kan du møde skiftende ungarbejdere – som ser lidt yngre ud, end de andre – og vikarer, f.eks. Lill.
Vores Købmand er afhængig af hjælp fra frivillige for at kunne yde den service, vi alle gerne vil have. Heinrich kører varetur, Clara tjekker datomærkninger, og om onsdagen kan du p.t. på skift møde Ina, Ane-Marie, Margot, Louise, Leif og Agnes i gang med at sætte nye varer på plads. Der er plads til flere på onsdagsholdet, så kan du afsætte et par timer hver anden eller hver tredje onsdag formiddag, så kom en onsdag sidst på formiddagen og få en introduktion til opgaverne af en af dagens frivillige.

Er du interesseret i at høre om, hvordan det egentlig går med butikken, kan du møde op til den kommende generalforsamling mandag 13. maj kl. 19 i Visby Forsamlingshus. Der vil snart blive udsendt dagsorden. Man skal være anpartshaver for at kunne stemme på generalforsamlingen.

Del på Facebook