Spring til indhold

Visbynet.dk

Søg
Close this search box.

Ukrainske flygtninge er flyttet ind i Visby Fritidscenter

Og vi vil gerne tage rigtig godt i mod dem, så de føler sig velkomne, mens de er her. Hvad vi kan gøre, kan du læse om her. Rådene er givet af kommunens medarbejdere, som har erfaring med, hvad der er god praksis i forhold til mennesker, der er kommet hertil på flugt. Gør vi hver især, hvad vi har lyst til, kan vi komme til at gøre mere skade end gavn, selvom vi gør alting af et godt hjerte.

Tønder Kommune har indtil videre lejet fritidscentret i tre måneder. Visby Fritidscenter er rigtig velegnet som midlertidigt opholdssted, for her kan op til 17 familier få hver deres værelse, der er fælles toilet- og badefaciliteter, de kan selv lave mad, der er gode opholdsrum, og der er masser af udenomsplads. Beboerne er kvinder og børn, som venter på at kunne flytte i egen bolig i Tønder Kommune eller andre steder. Det er forskelligt, hvor længe de enkelte familier bor her, men det kan være 14 dage eller en måned.

Hvordan skal vi forholde os til beboerne?
LUP-Projektgruppen Tilflyttere står for kontakten med kommunen. Vi har aftalt med flygtningekoordinatoren, at Rita formidler de spørgsmål, vi måtte have til kommunen og sørger for at få svar, så det ikke er os, men flygtningene kommunen skal bruge tid på. Rita kan kontaktes på tlf. 61 60 67 04.

Vi må gerne “holde øje” med beboerne. De er i en sårbar situation, og det er der altid nogen, der kan finde på at udnytte. Så kommer du forbi, så hils gerne på dem (men vad ikke ind i deres “hjem”, medmindre du er inviteret). Respekter deres ret til privatliv, men vær også opmærksom på deres behov for at få kontakt med det samfund, de for tiden er en del af. Måske vil de gerne vises hen til legepladsen eller på en rundvisning i byen.
Hører du larm eller ser du usædvanlig trafik ved Fritidscentret, så slå gerne lige et vend ind på området og spørg, om alt er OK.

Ukrainerne forstår russisk, men meget, meget lidt engelsk og slet ikke dansk. Du må bruge fagter eller benytte dig af en oversættelses-app, når du skal kommunikere med dem. Du kan f.eks. bruge app’en Translator, som både kan oversætte tale og skrift.

Hvis du møder dem ved købmanden og de ser lidt spørgende ud, så hjælp dem det, du kan. Med al den indpakning vi bruger til varerne, kan det være svært at gennemskue, hvad der er indeni. Og priserne på grønsager kan sikkert også være overraskende.

Hvad kunne de godt bruge, mens de er i Visby?
Vi har aftalt, at gaver og udlån kan afleveres under pagodens halvtag, medmindre der er tale om tøj. Tøj skal afleveres hos Rita på Krovej 3. Alt, uanset om det er gaver eller udlån, skal være i ordentlig og brugbar stand. Mærk genstanden med navn og telefonnummer, hvis du vil have den retur. Ting bliver slidt af at blive brugt og især af at blive brugt af mange forskellige, så er der tale om udlån, må du ikke forvente at få genstanden tilbage i samme stand.

Behovene kan ændre sig (børnene er aktuelt fra 3 år til teenagere), men lige nu kan vi bidrage med

  • klip-klapper og badesandaler i alle størrelser (kvinder og børn)
  • damecykler og børnecykler i flere størrelser med bagagebærer og eventuelt indkøbskurv
  • trækvogn
  • udendørs legetøj og legeredskaber
  • forårs- og sommertøj (afleveres hos Rita)
  • regntøj (afleveres hos Rita)
  • flyverdragter og anden udendørs legepåklædning til børn (afleveres hos Rita)

Har nogen en “De første 1000 ord”-bog eller en anden billedbog med betegnelser på forskellige genstande m.v., er den sikkert også brugbar. Eller der er måske en kreativ sjæl, der kan lave en fotobog med billeder (og tekst) fra Visby.

I dag har Ernst og Dres afleveret sandkasser, og Carl Aage og Leif har fyldt dem med sand. Peter og Kis har leveret en ladcykel.

Hvad lever de af?
De får et gavekort på 350 kr. om ugen pr. person, så de kan købe mad og andre daglige fornødenheder hos Min Købmand.
Lad være med at give dem penge, da de så kan få en fejlagtig opfattelse af, hvilken levestandard man kan opretholde i Danmark på de ydelser, vi giver flygtninge. Der er ikke noget at rutte med, før de måske på et tidspunkt får et arbejde.
Men har du nogle fine kål eller andre rodfrugter, må du gerne aflevere dem ved pagoden, for de er vant til at bruge mange flere kål i deres madlavning, end Købmanden kan levere.

Del på Facebook