Spring til indhold

Visbynet.dk

Søg
Close this search box.

Til Landdistriktskonference i Korsør

Gennem Tønder Kommunes landdistriktskoordinator Karin Lorenzen Kjærgaard var Visby Lokalråd blevet inviteret til at holde et oplæg på Slagelse Kommunes Landdistriktskonference 23. november.

Slagelse Kommune har store økonomiske udfordringer og derfor planer om blandt andet at lukke fire folkeskoler – og bygge en ny. Nogle af kommunens lokalråd havde derfor bedt om et oplæg om, hvordan man sikrer fortsat udvikling af et lokalområde efter en skolelukning. Skolelukninger har vi rig erfaring med i Tønder Kommune, så derfor drog Trille og Alice en novemberdag til Korsør Kulturhus for at deltage i landdistriktskonferencen og holde et oplæg om skolelukning og udvikling i Visby. Alle konferencens øvrige oplæg var relateret til bæredygtighed, men vælger man en lidt bred definition af begrebet, hang programmet faktisk udmærket sammen.

Der var afsat 20 minutter til selve oplægget, så det var med at være disciplineret og fatte sig i korthed. Du kan se de dias, oplægget tog udgangspunkt i, her: Slagelse – dias om Visby

Rammerne for arrangementet var en for længst nedlagt skole “Halskov Skole”, der ligger på samme side af vandet som færgelejet (vi gamle husker færgeturen Halskov-Knudshoved mellem Fyn og Sjælland). Den gamle hovedbygning har snart 100 år på bagen og er derfor bygget i en periode, hvor der blev kræset for detaljerne. Huset har i flere år fungeret som kulturhus.

Del på Facebook