Spring til indhold

Pinsegudstjeneste i Visby Park

De højere magter var med os, da Ballum og Visby Pastorater med til sammen syv kirker 2. pinsedag afholdt fælles gudstjeneste i Visby Park. Strålende solskin, lun luft og læ mellem parkens høje træer dannede en perfekt ramme om den udendørs gudstjeneste med omkring 60 deltagere. Med Visby Pastorat som vært var det Marianne Christiansen, der stod for de kirkelige handlinger, bortset fra nadveren, hvor også Ida Marie Schepelern Nielsen, som er præst i Ballum Pastorat, betjente nadvergæsterne.

Præludiet og postludiet (den musiske begyndelse og afslutning på gudstjenesten) udgjorde nærmest små koncerter med organist Mariia på elklaver og kirkesanger Ulrikke på fløjte. Mariia er ukrainer og Ulrikke tysker, og da duoen blev udvidet til en trio med danske Siri som kirkesanger, kunne man konstatere, at vi for alvor er blevet internationale i vore små samfund. Det var dejligt for en gangs skyld at kunne kvittere for musikken med klapsalver, også selvom musikken indgik i en gudstjeneste.

Marianne takkede de medarbejdere og menighedsrådsmedlemmer, som havde stået for forberedelserne til arrangementet. En særlig tak og blomster gik til Hjørdis Brink Roth, der efter mange år forlader hvervet som præstesekretær og kirkesanger. Funktionen som præstesekretær er ret usynlig for menighederne, men Hjørdis har været kittet, der med overblik har koordineret aktiviteter og kalendere og understøttet de sociale relationer.

Efter gudstjenesten bød menighedsrådene på grillpølser, øl og sodavand og som altid i Visby med Arne som grillmester.

De lavere magter beklager, at parkens græs og stier ikke levede op til sin sædvanlige standard. Lokalrådet har været i kontakt med kommunen, som står for det løbende vedligehold, og fremover forventer vi, at græsset har en passende højde, og at stiernes belægning primært er grus og ikke ukrudt.

Billederne fra arrangementet er taget af Marianne, Clara og Alice.

Copy URL and Open Facebook

Tønder Kommune har offentliggjort udkast til tilladelse til etablering af

Forleden afholdt Min Købmand Visby den årlige generalforsamling med deltagelse

Tirsdag aften var der igen arrangeret fællesspisning i Visby Forsamlingshus.

Skip to content