Spring til indhold

Marianne i Visby Præstegård

For tre måneder siden fik vi omsider igen en præst i Visby Præstegård: Marianne Christiansen, 44 år (biskoppen af samme navn er ældre). Dejligt med en fast præst, og dejligt at det netop er her i Visby, hun har fået embedsbolig. Marianne har præsteerfaring fra Den grundtvigske Valgmenighed i Lemvig, hun har arbejdet som forsker og underviser på Aarhus Universitet, og så har hun masser af livs- og projekterfaring fra sit virke rundt omkring i verden – navnligt Brasilien, som man kan høre ligger hendes hjerte nært.

Det er ikke nyt for Marianne at færdes i Sønderjylland. En farmor boede i Sønderjylland, og selvom Marianne er opvokset i Ølgod, har hun som fodboldtalent spillet fodbold i Vojens og også spillet mod hold her fra egnen.

Fra Visby skal Marianne betjene de fire kirker i Visby Pastorat – Visby, Hjerpsted, Skast og Emmerlev -, og en fjerdel af hendes stilling skal bruges til at være ungdomspræst i Tønder. Hver uge skal hun afholde to gudstjenester, hvilket i snit giver en gudstjeneste i hver kirke hver anden uge, og hertil kommer kirkelige handlinger som dåb, bisættelser, konfirmation, bryllupper og så det løse, som ikke er obligatorisk, som eksempelvis guldkonfirmationer. De fire sogne har hvert sit menighedsråd, som præsten også er medlem af, og som har en lang række opgaver og pligter, som er udførligt beskrevet af Kirkeministeriet. Typisk afholdes et månedligt møde, som i øvrigt er offentligt, så enhver, der er medlem af det pågældende sogns menighed har ret til at møde op. Måske derfor skal mødekalenderen udarbejdes og offentliggøres for et år af gangen. Ikke alt er gudstjenester, højtidsritualer og møder. En præst skal også være tilgængelig for sin menighed og har fra gammel tid en vigtig funktion som den, der kan lytte og være samtalepartner i lyst og nød og med tavshedspligt.

Marianne tager meget gerne i mod dem, der har brug for eller lyst til en samtale i præstegården. Hun besøger også gerne folk i deres hjem, hvis man foretrækker det. Vil du tale med præsten, så lav en aftale ved at ringe til Marianne på tlf. 51 71 95 20 eller skriv en mail til machr@km.dk. Så er du nemlig sikker på ikke at gå forgæves, hvis du kommer på et tidspunkt, hvor Marianne er optaget af andre gøremål eller har fri. Præstegården er udover at være embedsbolig også præstens private bolig, så du møder formentlig en låst dør, hvis du ikke har en aftale i forvejen.

Marianne har fri hver mandag, og som alle andre præster har hun herudover seks friweekender årligt og ferie efter ferieloven. Præsterne i Tønder Provsti hjælper hinanden, når der er brug for det, og især er samarbejdet tæt mellem Marianne og Ida Marie Schepelern Nielsen, som er præst i Ballum Pastorat.

Efter tre måneder er Marianne begyndt at lære sine sogne at kende. Noget er overleveret fra tidligere præster og kan bekræftes af Marianne, som f.eks. at Hjerpsted har de flittigste kirkegængere, uanset hvornår gudstjenesten afholdes, og at Visby har de færreste og slet ikke dukker op til gudstjenester kl. 9. Derfor har Marianne nu fået lov til at undlade at placere gudstjenester i Visby kl. 9. Faktisk er vi så få kirkegængere i kirkerne på egnen, at kirkerne formentlig inden alt for længe vil få status af højtidskirker, hvor der ikke afholdes højmesser/almindelige gudstjenester. Det er i hvert fald de toner, der lyder fra Ribe Stift, som skal have økonomien til at hænge sammen. Der er næppe stemning i befolkningen for at sætte kirkeskatten op (I Tønder Kommune er kirkeskatten på 1,16%). Læs eventuelt interviewet fra 2023 med Tønders provst Christina Rygaard Kristiansen.

Marianne vil meget gerne være med til at vedligeholde og styrke båndene mellem kirkerne og lokalsamfundene – og mellem præsten og vi andre, der bor her. Er der bestemte salmer og sange, du gerne vil synge til gudstjenesterne, så giv besked til Marianne, som vil bestræbe sig på at imødekomme det. Marianne skal holde båltalen til Visby-Spejdernes Sankthansfest ved Spejderborgen på Visby gamle skole i år. I Emmerlev står Marianne for en brasiliansk temaaften efter menighedsmødet 10. juni. Marianne håber, at menighederne i højere grad vil opfatte kirkerne i Ballum-Visby Pastorat som en helhed, så man deltager i arrangementer på tværs af sognene.

PS: Vidste du i øvrigt, at der bliver serveret kirkekaffe i kirken efter gudstjenester med altergang (10.30 – gudstjenesterne)? Hvis nogen har lyst til at bage en kage til, kan det aftales med Marianne.

Del på Facebook

Nordic Energy Advice afholdt i november 2025 informationsmøde i Visby

Lidt efter lidt gør vi Trosalta klar til renoveringen. Fredag

Igen i år var Visby Idrætsforening, Visby Spejderne, Udvalget for

Skip to content