Alle – små, store, unge, gamle – inviteres til at give en hånd med, når vi denne søndag formiddag rydder op, luger, vasker og samler affald i Visby. Vi mødes i skolegården på Visby gamle skole, hvor man melder sig til de forskellige arbejdsopgaver, og det er også her, vi slutter af med grillpølser, brød, kartoffelsalat, øl og sodavand.
Der bliver lavet lister over opgaverne i hhv. parken, skolen/spejderne, ved klubhuset, forsamlingshuset og æ multiplads, så du kan se mulighederne. Der er opgaver både til de stærke og de mindre stærke, de hurtige og de langsomme. Hvis du på forhånd ved, at du vil hjælpe med bestemte typer opgaver, kan du eventuelt selv medbringe de relevante redskaber.
Affaldsindsamlingen er en del af Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling. Dem, der vil hjælpe med at fjerne affald fra fortove og vejkanter får udleveret en rute, en affaldspose og en gribetang.