Regnen var faretruende tæt på at føre til aflysning af årets havetraktortræk, men arrangørerne satsede på opholdsvejr, og kort efter starten kunne paraplyerne pakkes væk. Forholdene på den våde græsbane var udfordrende for kørerne. “Det handler om balance” fortalte Rune banespeaker og om “af få kræfterne med ned i græsset”. Nogle kørere var synligt rutinerede, mens andre havde så få år på bagen, at de måtte have klodser på pedalerne for at kunne nå dem. Mange kørere havde hele familien med som heppekor, hvad enten det var den unge eller den gamle i familien, der sad ved rattet. Nogle havetraktorer måtte opgive ævred med et knald eller en røgsky, andre kørte længere end Full Pull, så naboen kan prise sig lykkelig for ikke at få besøg gennem hækken. Som ved alt andet under Visby Byfest, handler det først og fremmest om at deltage og have det sjovt og hyggeligt sammen. Men som det hører sig til ved et traktortræk blev der uddelt pokaler til de længste træk. Der var tilmeldt i alt 38 startnumre i de fem klasser, og der var pokaler til:
- Super Standard 260 kg: 1. Jeppe, 2. Lauge
- Super Standard 350 kg: 1. Silas, 2. Mikkel F, 3. Lauritz
- Super Standard 500 kg: 1. Silas, 2.Sine, 3. Mikkel V
- Standard 300 kg: 1. Tobias, 2. Mikkel, 3. Peter
- Standard 500 kg: 1. Tommy, 2. Sine, 3. Dennis
Tak til Visby Traktortræk for det professionelt gennemførte arrangement. Det er med garanti en god fødekilde til det store Visby Traktortræk.