Bestyrelsen for Min Købmand i Visby har netop udsendt et nyhedsbrev til anpartshaverne med en oversigt over de kommende måneders mange gode initiativer.
Brev-til-Anpartshavere-PDF-sep-2025.pdf
Bestyrelsen takker Inge og det øvrige personale for den store indsats, og kunderne for at bakke op. Vi kan være stolt af vores købmand, – og jo mere vi handler i butikken, jo bedre bliver den.
Købmanden får en varerute
Fra 1. oktober vil Heinrich hver onsdag køre en varerute, som Vores Købmand har overtaget fra Spar i Bredebro. Der er indgået kontrakt med kommunen om varelevering til de borgere i Bredebro og omegn, som er visiteret til varelevering. Derudover er der indgået faste aftaler om varelevering til nogle institutioner, virksomheder og private. Der er omkostninger ved at køre varerute, men det er en stor fordel for købmandsforretningen og vi kunder, at omsætningen øges, og at der bliver et større flow af varer gennem butikken.
Varerne skal transporteres køligt for at opfylde de formelle krav. Kis og Peter Skrydstrup, Visby Tømrer- og Murerforretning, har igen støttet lokalområdet ved at indkøbe en lille kølebil, som Min Købmand lejer. Tak for det!
Toosbuys Fond sponsorerer nye grøntsagskølere
Frugt og grønt skal være frisk og præsentere sig godt for at blive solgt. Købmandsbutikkens nuværende grøntsagskøler er udtjent og for dyr i drift. Takket være økonomisk støtte fra Ecco kan købmanden investere i nye og større grøntsagskølere, så der bliver plads til et større udvalg og varerne kan holde sig friske i længere tid. Der er 10 ugers leveringstid på kølerne, som dermed forventes at stå klar medio december – en velkommen tidlig julegave.
Snart kan sulten stilles med sandwich
I dag kan man få stillet den værste frokostsult med en pølse eller en fransk hotdog (eller lidt sødt fra kagedisken). Fra mandag 10. november bliver det muligt også at købe sandwich. Yderligere informationer følger senere, – følg med på Min Købmands facebookprofil og/eller Os fra Visby.
Anne bliver elev i butikken
Anne, som allerede er en rutineret arbejdskraft, har besluttet at gå i gang med butiksuddannelsen 1. oktober. Heldigvis for os, vil vi fortsat møde hende i butikken dagligt, bortset fra fem dage om måneden, hvor hun skal på skole. Bestyrelsen glæder sig meget over, at Anne har valgt Min Købmand i Visby som uddannelsessted.
Onlinebestilling under forberedelse
Bestyrelsen arbejder på at etablere mulighed for onlinebestilling af varer. Nærmere information følger senere. Indtil da kan varer fortsat bestilles telefonisk, på mail eller ved at aflevere en bestillingsseddel i butikken.
Man får lyst til at slå sig ned..
Ernst har malet bord- bænkesættene, så de præsenterer sig på bedste vis, købmanden udlåner gerne et tæppe på kolde dage, kaffen er gratis takket være skiftende sponsorer, “bassen” kan købes lige inden for døren, Halloween har indfundet sig med pynt på bordene – så “what’s not to like”!
Fliserne er garanteret også flotte, når de en gang dukker frem fra sandet.