Mange havde fundet vej til kirken onsdag eftermiddag for at deltage i årets byfestgudstjeneste. Både bønner og prædiken tog udgangspunkt i denne helt særlige kontekst. Vores præst Trille prædikede om at vælge livet med al dets kompleksitet og modsætninger; at festen og glæden opleves stærkere, når man også af og til møder sorgen. Såvel indgangsbøn som udgangsbøn indeholdt et håb om en dejlig byfest i fællesskabets ånd – og så brød solen frem!
Med resolut hjælp fra byfestens venner var det lykkedes at flytte det efterfølgende arrangement med Arnes grillpølser og musik fra parken til byfestteltet. Hvis ikke lige man havde hørt det, opdagede ingen, at arrangementet havde været tæt på aflysning på grund af den massive regn. Det musikalske indslag med “Modern World” levede op til sit navn. Aldrig før har Menighedsrådets musikvalg været så rocket. Den lokale gruppe vil gøre sig rigtig godt i musikprogrammet for den egentlige byfest, så hermed en opfordring!