Siden i lørdags har Jacob arbejdet med sine store entreprenørmaskiner på den kommende multiplads. Den afmålte plads er gravet ud og fyldt op med sand, som kan opsuge de forventelige nedbørsmængder. Der er kørt mange læs sand til pladsen. Nu køres der stabilgrus på, så pladsen får et fast underlag. Multipladsen og det omliggende areal hæves med ca. 35 cm i forhold til det nuværende niveau.
Midt i maj påbegynder Uniqa Group opsætning af multibane og redskaber.
Kort tid efter – perioden 27. maj – 11. juni – har projektgruppen brug for frivilliges hjælp til at lægge fliser på de to opholdsområder samt støbe en kant rundt om pladsen. De konkrete tidspunkter bliver tilpasset hjælpernes muligheder, men vi forventer at kunne samle folk om aftenen og i weekenderne. Vi håber, at mange vil melde sig til at hjælpe, så opgaven bliver både overkommelig og hyggelig for alle. Kage bliver der nok af, for det har mange tilbudt at levere. Frivillige til fliseopgaven kan henvende sig til Lena Styrk, tlf. 21 91 59 86, eller Lau Møller, tlf. 28 71 88 15.