Igen i år var Visby Idrætsforening, Visby Spejderne, Udvalget for Visby gamle skole og Visby Lokalråd gået sammen om en arbejdsdag, hvor der blev gjort rent og ryddeligt på byens fælles områder, herunder samlet affald i og omkring byen. Omkring 40 børn og voksne var i gang søndag fra tidlig formiddag til den fælles afslutning med grillpølser i skolegården over middag. Arrangørerne havde lavet oversigter over de mange opgaver i henholdsvis parken, på sportspladsen og på skolen, og så var det ellers bare med at gå i gang.
På sportspladsen blev der fjernet ukrudt omkring klubhuset og multipladsen, sponsorskiltene blev vasket, petanquebanen blev gjort klar, klubhusets vinduer blev vasket, og der blev ryddet op i boldrum og depot. Spejderne fik rengjort grupperum i Spejderborgen på skolen og stablet træ. Skolens vinduer blev vasket og pudset, der blev fjernet støv og spindel og vasket gulve. I parken blev de gamle træningsstationer fjernet, der blev flyttet blade og grene til kvashegn, søen blev renset for det værste snask og i rosengangen blev planterne bundet op. Som altid var der affald at finde ved gader og veje i og omkring byen.
Arbejde er ikke alt, så der var tid og lyst til snak og fælles hygge over grillpølser, øl og sodavand i skolegården efter veludført arbejde.
Tusind tak for hjælpen til de mange, der mødte frem og gav en hånd med. Vi andre er jer meget taknemmelige!
Neden for kan du kan se dagen i billeder, som er taget af Sine Lundby Jensen, Else Jespersen og Lena Styrk.