I maj 2024 kunne vi fejre, at Realdania Underværker havde støttet en renovering af “Trosalta – Visbys glemte perle” med hele 500.000 kr. I dag må vi så skulle juble dobbelt så meget, når Nordea-fonden støtter projektet med 1.000.000 kr.
Nordea-fonden har i år afsat en Renoveringspulje på 75 mio. kr. til støtte for initiativer, der puster nyt liv og skaber positive forandringer i lokale mødesteder, og det er den pulje, vi i Visby får del i. Vi sender en stor tak til Nordea-fonden for deres tiltro til vores projekt med renovering af det lille, gamle hus med den fantastiske historie, så det kan blive til glæde som mødested for os, der bor her, og alle besøgende i Visby Park.
Vi har indtil videre modtaget støtte på sammenlagt 1,810 mio. kr.:
Tønder Kommune | 150.000 kr. |
Norlys Vækstpulje | 150.000 kr. |
Realdania Underværker | 500.000 kr. |
Nordea-fonden | 1.000.000 kr. |
Visby Lokalråd | 10.000 kr. |
Vi forventer at få svar på yderligere to ansøgninger til hhv. statens Landdistriktspulje og Toosbuys Fond inden udgangen af denne måned. Skulle vi være så helt usandsynligt heldige at få positivt svar fra disse puljer har vi finansieringen på plads. Det er nok mere sandsynligt, at vi skal ud i endnu en ansøgningsrunde, og så vil der gå et halvt års tid eller mere, før vi kan tage fat på det praktiske arbejde med huset.
Nogle har allerede meldt sig som “Trosaltas Venner”, og der er plads til mange flere, når vi skal i gang med arbejdet. Gruppen vil til den tid blive samlet til orienteringsmøde om de mange praktiske, frivillige opgaver, der ligger forud for først nedbrydning og renovering og dernæst ibrugtagningen af huset.
Vil du vide mere om projektet og om husets og parkens historie, kan du finde det her på visbynet.dk.
Den nemmeste måde at finde det på er ved at skrive “Trosalta” i søgefeltet på forsiden.
Link til Projektplanen fra Lykke Arkitektur HER